Isbjørnen 2021

Nordisk Film Fonden uddeler hæderspriser ved ISBJØRNEN-galla

12.10.2021

For femte år i træk afholder Nordisk Film Fonden prisuddelingen ISBJØRNEN, hvor filmbranchens talenter hyldes. 11. november overrækkes de tre hæderspriser, Nordisk Film Prisen, Ove Sprogøe Prisen og Erik Ballings Rejselegat, ved et galla-arrangement, hvor skuespiller Birgitte Hjort Sørensen er vært.

Efter en periode med nedlukninger på grund af corona er Nordisk Film Fondens prisuddeling ISBJØRNEN nu tilbage i vante rammer i Nordisk Films studier i Valby. Den 11. november uddeler Nordisk Film Fonden således sine tre årlige hæderspriser, Nordisk Film Prisen, Ove Sprogøe Prisen og Erik Ballings Rejselegat. 

Skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen er vært ved ISBJØRNEN 2021, hvor den danske filmbranche samles for at kaste glans over de mange unge talenter, der udgør dansk films fremtid, når årets prismodtagere afsløres. 

Det er noget særligt, når vi afholder ISBJØRNEN. Det repræsenterer den arv, vi er bygget på, og som vi hvert år bygger videre, når vi hylder dansk films største talenter. For uden talenter ingen dansk filmbranche,” siger Allan Mathson Hansen, adm. direktør i Nordisk Film og fortsætter: ”Det er især glædeligt at fejre talenterne, nu hvor biograferne igen er åbne, og folk strømmer ind for at se alle de mange nye danske film.” 

Nordisk Film Fonden har de sidste 30 år uddelt donationer til gavn for den danske filmbranche, og de seneste ti år med fokus på talentudvikling. Uddelingsniveauet udgør nu fem millioner kroner om året. Nordisk Film Fonden støtter bl.a. filmskolerne Super16 i København og Super8 i Aarhus samt nyfilmteknik.dk – til fremtidens filmfortællinger. Desuden hjælpes næste generation af filmtalenter ud i verden med legaterne Store Isbjørn og Lille Isbjørn. 

  • Nordisk Film Prisen blev uddelt for første gang i 1996 og har siden 2010 været en talentpris, som skal hylde de unge talenter inden for filmens verden. Det er i dag en af de vigtigste talentpriser herhjemme.  Prisen er i år på 115.000 kroner og sidste års modtager var instruktør Malou Reymann.
  • Ove Sprogøe Prisen gives til en dansk skuespiller for en usædvanlig præstation på teatret eller på film det forgangne år. Prisen er på 50.000 kroner og sidste års modtager var Mille Dinesen.
  • Erik Ballings Rejselegat er på 75.000 kroner, der tildeles en person, som i det pågældende år har skabt et værk, som i særlig grad har vakt publikums opmærksomhed og interesse. Sidste års modtager var filmfotograf Louise McLaughlin.

Pressetilmelding:
ISBJØRNEN 2021 afholdes i Nordisk Films studier, Mosedalvej 14 i Valby. 
Dørene åbnes klokken 17.00, hvor den røde løber er rullet ud. Selve showet begynder klokken 18.00 og forventes afsluttet cirka klokken 20.00. 
Presse kan tilmelde sig på: lasse.salomonsen@nordiskfilm.com

Pressekontakt:
Lasse Salomonsen: 28 60 98 78 // lasse.salomonsen@nordiskfilm.com
Jesper Eising: 29 60 30 19 // jesper.eising@egmont.dk 

Om Nordisk Film Fonden

Nordisk Film Fonden har bidraget til udviklingen i den danske filmbranche gennem snart 30 år. Vores nuværende fokus er at styrke filmfortællingen til fremtiden, bl.a. ved at udvikle og synliggøre filmtalenter i verdensklasse. 

Nordisk Film Fonden hjælper unge talenter ud i verden ved hjælp af legatportionerne Store Isbjørn og Lille Isbjørn. Via Isbjørnens Projektstøtteordning og Signaturprojekter igangsætter og støtter vi aktiviteter, som bidrager til nytænkning og filmtalenter af høj kvalitet.

Nordisk Film Fonden står blandt andet bag konferencen Picture This, en indsats som skal inspirere danske filmskabere til at anvende teknologi til at styrke den fortsatte udvikling af den filmiske kunstform. Desuden støtter Nordisk Film Fonden bl.a. ”XR Cinema” som er et Erhvervs-PhD-projekt der undersøger hvordan XR (Extended Reality) kan udvikle et nyt filmformat; ViZART 2.0 The Real-Time Filmmaking Lab, som tager udgangspunkt i film- og animationsbranchens behov for at forberede sig på fremtidens real-time teknologier og virtual production (VP); VFX-platformen.dk – fremtidens filmfortællinger; Manuskriptskolen for Børnefiktion, samt filmskolerne Super 16 i Kbh. og Super 8 i Aarhus.

Nordisk Film Fonden er den eneste almennyttige fond i Danmark rettet mod den danske filmbranche og har en årlig bevilling på fem mio. kroner.