29.09.2021
USTYRLIG er titlen på Malou Reymanns kommende periodedrama med Emilie Koppel, Jessica Dinnage, Lene Maria Christensen, Anders Heinrichsen og Danica Curcic på rollelisten. USTYRLIG får dansk biografpremiere den 30. marts 2023.
Nordisk Film Production og Nordisk Film Distribution kan i dag offentliggøre det historiske danske drama USTYRLIG. Filmen instrueres af Malou Reymann, som efter sin prisvindende og anmelderroste spillefilm En Helt Almindelig Familie nu dykker ned i en fortælling om retfærdighed og håb, baseret på virkelige hændelser fra kvindehjemmet på Sprogø i 1930’erne. Filmen er skrevet af Malou Reymann og Sara Isabella Jønsson og produceres af Matilda Appelin for Nordisk Film Production.
USTYRLIG er netop nu i fuld gang med optagelserne, hvor produktionen er på henholdsvis Vestsjælland og i København for de sidste optagelser. Filmen har biografpremiere den 30. marts 2023.
Malou Reymann glæder sig over at kunne præsentere sit næste projekt som instruktør:
Jeg er så glad og stolt over at fortælle denne historie om kvindehjemmet på Sprogø. Filmen er en hyldest til de kvinder, som blev anbragt på ø-anstalten. Det har været vigtigt for mig at tage udgangspunkt i, hvad der faktisk skete på kvindehjemmet, og det er unægteligt et mørkt kapitel af Danmarkshistorien, vi har fat i. Men i hjertet af fortællingen står de unge kvinder med al deres energi, vildskab og lyst til livet, og lyser filmen op.
Et historisk drama om kvinderne på Sprogøs skæbner
Året er 1933, og samfundet har meget bestemte forventninger til, hvordan unge kvinder
skal opføre sig. 17-årige Maren er vild og uregerlig, og hun bliver sendt på kvindeanstalten Sprogø for at blive tilpasset. Opholdet på Sprogø har den modsatte effekt på Maren, som får tændt en gnist i Sørine, der efter 6 år på anstalten ellers er blevet tilpasset tidens normer og anstaltens forventninger. Langsomt får de opbygget en fortrolighed og et venskab, der ender med at få konsekvenser for både Maren og Sørine.
Stortalenter foran kameraet
Nordisk Film Production og Malou Reymann har sikret sig to unge stortalenter i hovedrollerne som Maren og Sørine. Som den vilde og uregerlige Maren ses 19-årige Emilie Koppel, der har haft roller i spillefilmene Du forsvinder, Happy Ending og Kollision, men som i USTYRLIG nu får sin første hovedrolle. Overfor Emilie Koppel spiller The Rain-stjernen Jessica Dinnage den afrettede og autoritetstro Sørine. Jessica Dinnage medvirkede også i Malou Reymanns En Helt Almindelig Familie.
Fra Undtagelsen, Arvingerne og Fred til Lands ses Lene Maria Christensen i rollen som forstanderinden af kvindehjemmet, Frk. Nielsen, som danner tæt makkerpar med overlæge Wildenskov, der er ansvarlig for at indføre tvangssterilisationer på kvindehjemmet. Overlæge Wildenskov spilles af Anders Heinrichsen, som er kendt fra tv-serier som Bedrag og DNA og fra den biografaktuelle Pagten. I rollen som Frk. Ahlefeldt-Laurvig, landsbestyrer på kvindehjemmet, ses Danica Curcic.
Holdet bag filmen
Malou Reymann er tilbage i instruktørsædet efter sit gennembrud med debutspillefilmen En helt Almindelig Familie, som vandt en Bodil for bedste kvindelige hovedrolle (Kaya Toft Loholt), to Robertpriser og Bodilprisens Talentpris til Malou Reymann. USTYRLIG er skrevet af Malou Reymann og manuskriptforfatter Sara Isabella Jønsson, der bl.a. står bag manuskripter til Hvor Kragerne Vender og, i samarbejde med Daniel Dencik, den biografaktuelle Miss Osaka.
Nordisk Film Production og Malou Reymann fortsætter samarbejdet fra En Helt Almindelig Familie med Matilda Appelin som producer, Sverre Sørdal som filmfotograf og Ida Bregninge som klipper. På holdet er også production designer Rie Lykke, chefsminkør Sara Sofia Kasper og chefkostumier Mads Nikolaj Elley Jacobsen.
USTYRLIG er støttet af Det Danske Filminstitut under konsulentordningen. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution.