johanne-louise

Ove Sprogøe Prisen 2016 går til Johanne Louise Schmidt

21.12.2016

I år går Ove Sprogøe Prisen til det unge skuespiltalent Johanne Louise Schmidt for hendes præstation i forestillingen ”Personer, steder og ting” på Det Kongelige Teater

Onsdag d. 21. december ville Ove Sprogøe have fyldt 97 år, og i den forbindelse er Ove Sprogøe Prisen blevet uddelt for 11. gang. I år går prisen til Johanne Louise Schmidt for hendes præstation i den stærkt anmelderroste forestilling Personer, steder og ting på Det Kongelige Teater. Foruden hæderen følger også en check på kr. 30.000,- fra Nordisk Film Fonden.

Dagens prisuddeling blev afholdt i Kinografen ved Nordisk Film, hvor priskomitémedlem, filmredaktør og filmanmelder på Politiken Kim Skotte overrakte Johanne Louise Schmidt Ove Sprogøe Prisen 2016. I motiveringstalen til Johanne Louise Schmidt sagde han blandt andet:

- ”Hovedrollen i Duncan MacMillans ’Personer, steder og ting’ er en af dem, der kræver, at man som skuespiller kan spille på hele klaviaturet. Men ikke nok med dét. Man skal også kunne skifte melodi fra det ene splitsekund til det andet uden at tabe publikum på gulvet. Dette svære kunststykke præsterede Johanne Louise Schmidt til ug med kryds og slange i rollen som det alkoholiserede party-animal Emma i Rune David Grues instruktion… Hele det æskesystem af skuespilleri mestrer Johanne Louise Schmidt i en grad, så et godt stykke bliver langt bedre. For her er en skuespiller, der kan kunsten at levere et bravurnummer på en måde, så alle andre også bliver bedre af det.

Om Johanne Louise Schmidt – Fra Det Røde Rum til Jussi Adler
Johanne Louise Schmidt har på trods af sine kun 33 år allerede gjort sig stærkt bemærket inden for dansk skuespil og har modtaget flere priser og legater for sine præstationer.

Johanne Louise Schmidt slog for alvor igennem på de skrå brædder i rollen som Mademoiselle d'Holbach i Grønnegårds Teatrets Libertineren fra 2009. Siden har hun i den grad slået sit navn fast indenfor teaterverdenen, hvor hun som fast del af Det Kongelige Teaters ambitiøse teatereksperiment, Det Røde Rum, blandt andet har medvirket i forestillingerne Hedda Gabler (2014), ”Puntila”(2016) på Det Kongelige Teater og senest den stærkt anmelderroste forestillingen Personer, steder og ting (2016) som hun også modtager Ove Sprogøe Prisen for.

Men ikke kun på de skrå brædder har Johanne Louise Schmidt sat sine aftryk. Også i filmatiseringerne af Jussi Adler-Olsens bestsellere Fasandræberne (2014) og Flaskepost fra P (2016) spillede Johanne Louise Schmidt den centrale rolle som Rose.

Om prisen
Ove Sprogøe Prisen er en hyldest til én af Danmarks mest folkekære skuespillere. Den er oprindeligt indstiftet af Morten Grunwald og Nordisk Film med donation af honorarerne fra forfatterne bag bogen ”Den fynske vulkan” og med indtægterne fra de mindeforestillinger, Nordisk Film afholdte efter Ove Sprogøes død i september 2004. Siden 2011 er Ove Sprogøe Prisen blevet uddelt af Nordisk Film Fonden.

Prisen på 30.000 kr. tildeles en dansk skuespiller for en usædvanlig præstation på teatret eller på film det forgangne år, og i udnævnelsen er der lagt vægt på, at vedkommende har et talent med potentiale til at opnå samme folkelige og brede appel som Ove Sprogøe.

Juryen består af Morten Grunwald, Bent Fabricius-Bjerre, Bo Christensen, Jan Lehmann, Lisbet Dahl, Jørgen Sprogøe, Katja Holm og Kim Skotte. Ove Sprogøe Prisen uddeles i år for 11. gang og er tidligere givet til (i kronologisk rækkefølge) Niels Ellegaard, Nicolaj Kopernikus, Lene Maria Christensen, Signe Egholm Olsen, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Mia Lyhne, Danica Curcic og senest Ulrich Thomsen.