25.09.2020
Den ikoniske isbjørn træder endnu mere tydeligt frem i Nordisk Films nye logo, der i sit udtryk er elegant, moderne og med stærk digital synlighed. Det revideret logo afspejler Nordisk Films digitale-, teknologiske- og indholdsmæssige udvikling og vækst.
Siden Nordisk Film blev grundlagt i 1906, har isbjørnen, som står majestætisk på toppen af en globus, været en væsentlig del af virksomhedens logo. Nu træder den ikoniske isbjørn for alvor ind i den digitale tidsalder, når Nordisk Film præsenterer et nyt logo.
Isbjørnen er stadig i centrum, men globussen er blevet mindre, og skrifttypen er ændret til en mere moderne typografi. Hermed fremstår det nye Nordisk Film-logo elegant, moderne, fleksibelt og tilpasset brug på de mange digitale platforme og medier, som er blevet en integreret del af Nordisk Films forretninger.
”Vi er meget glade for vores isbjørn i Nordisk Film, og det er kun med største forsigtighed og ydmyghed, at vi nu opdaterer logoet. Det gør vi blandt andet fordi, det ikke fremstår særlig tydeligt digitalt, hvor det bliver for komplekst. Vi har ønsket at modernisere med respekt for vores arv, så det også kan ses på mobil- og tabletskærme, apps, sociale medier og andre steder, hvor logoet er i centrum,” siger Allan Mathson Hansen, adm. direktør i Nordisk Film, som er ejet af mediekoncernen Egmont:
”Det er fint i tråd med, at Nordisk Film de senere år har udviklet sig markant. Vi er førende i Norden, når det handler om at producere og distribuere vedkommende og populære film og tv-serier, og vi står bag 46 biografer i Danmark, Norge og Sverige. Samtidig har vi opbygget en markant forretning inden for computerspil, vi samarbejder tæt med Sony PlayStation, og vi ekspanderer globalt inden for digitale gavekortløsninger. Det nye logo markerer den digitale-, teknologiske- og indholdsmæssige rejse, vi er på, og respekterer samtidig vores stærke historie og fundament,” siger Allan Mathson Hansen.
Nordisk Films nye logo er udviklet og tegnet af Jens Kajus, der i 1997 var med til at grundlægge den toneangivende brandvirksomhed e-Types, og som siden 2015 har været adm. direktør og founding partner i designvirksomheden MILLION. Det vil gradvist erstatte det nuværende logo både digitalt og fysisk. De to logoer vil derfor i længere tid leve side om side. En række af Nordisk Films forretninger og brands, som f.eks. Nordisk Film Biografer, Dansk Filmskat, Nordisk Film+ og Nordisk Film Games, får også nyt logo.
”Isbjørnen, der markerer, at vi har et internationalt udsyn med udgangspunkt i den nordiske kultur, er Nordisk Films sjæl, ikon og entreprenørånd, som trækker tråde helt tilbage til vores grundlægger Ole Olsen. Jeg er derfor meget glad for, at vores mange brugere, kunder og gæster også med det nye logo stadig vil blive mødt af isbjørnen, som er et kvalitetsstempel, langt de fleste kender og har et forhold til,” siger Allan Mathson Hansen.