13.11.2020
Storfilmen MARCO EFFEKTEN får nu allerede premiere den 21. januar og åbner dermed det nye film-år med et brag.
Den længe ventede thriller, MARCO EFFEKTEN, skulle oprindeligt have haft premiere i starten af februar 2021, men som konsekvens af at biografmarkedet har været ramt af en lang række aflysninger og udskydelser af internationale film, så har Nordisk Film Distribution nu valgt at fremrykke premieren på MARCO EFFEKTEN og dermed udfylde det tomrum, som flere af de populære amerikanske film har efterladt.
- Situationen på biografmarkedet i 2020 har været ganske uforudsigelig, fordi mange af de store internationale film er blevet trukket tilbage fra markedet. Men heldigvis har publikum loyalt honoreret de danske kvalitetsfilm. Med MARCO EFFEKTEN sender vi endnu en stærk dansk film i markedet. Vi har store forventninger til filmen, som er et forrygende reboot af de fire forrige og meget succesfulde Afdeling Q-film, og vi er overbeviste om, at den vil indfri alle de forventninger, som publikum har til en ny stærk biografoplevelse med Carl Mørck og Assad på Politigården i København, siger Frederik Honoré, der er Market Director i Nordisk Film Distribution.
MARCO EFFEKTEN bygger på Jussi Adler-Olsens femte roman i krimiserien om Carl Mørck. I filmen bliver en mindreårig udenlandsk dreng pågrebet af politiet ved grænsen med et dansk pas på sig. Det viser sig, at passet tilhører en dansk mand, som er mistænkt for pædofili og efterlyst af politiet. Sagen havner hos Afdeling Q på Carl Mørcks skrivebord, hvor det, som i starten synes at være en kæde af tilfældigheder, eksploderer i en skæbnesvanger menneskejagt, og snart trækker det tråde til den mest beskidte del af Københavns underverden og til Slotsholmens bonede gulve i et intrigant spil om korruption og misbrug af dansk ulandsbistand.
I MARCO EFFEKTEN, som er instrueret af Martin Zandvliet og produceret af Mikael Rieks, Nordisk Film Production A/S, indtager Ulrich Thomsen rollen som den uortodokse vicekriminalkommissær Carl Mørck, mens Zaki Youssef og Sofie Torp spiller henholdsvis Assad og Rose.
MARCO EFFEKTEN er produceret af Nordisk Film Production A/S, i en co-production med Nadcon Film & ZDF med støtte fra Det Danske Filminstitut v/Markedsordningen, YOUSEE, Nordisk Film & TV Fond samt TV2 Danmark.
MARCO EFFEKTEN får premiere i alle landets biografer torsdag 21. januar 2021.