TernetNinja_NFDistribution

Anders Matthesen’s ´Ternet Ninja´ slår alle rekorder – igen!

02.07.2019

Publikumssuccesen ´Ternet Ninja´ som slog rekord med over 950.000 billetter i biograferne, er nu også Danmarks bedst sælgende film på digitalt køb nogensinde.

Efter at have slået alle rekorder i de Danske biografer bliver Ternet Ninja nu også revet ned af hylderne hos de digitale filmtjenester. Tæt på 40.000 danskere har nu købt filmen digitalt, siden den udkom på tjenester som iTunes, Blockbuster og Viaplay. ’Ternet Ninja’ slår dermed titler som ’Journal 64’, ’Alle For Tre’ og de populære Klassefesten-film. Fortsætter succesen for ’Ternet Ninja’ på de digitale hitlister over de kommende måneder, tegner filmen derudover til at kunne slå rekord som den mest digitalt udlejede danske film.

Det resultat er Nordisk Film stærkt begejstrede for. Head Of Digital Sales i Nordisk Film Distribution, Jesper Dahlgaard, udtaler:

“Det er fantastisk at se, hvordan danskerne har taget imod de digitale måder at købe film på og ’Ternet Ninja’. Efter den store succes i biografen er det virkelig flot at se, hvordan de unge og familierne stadig ønsker at se ’Ternet Ninja’ igen og igen, som den digitale version af filmen understøtter så godt. Jeg forestiller mig også, at ferieperioden har spillet positivt ind på det flotte digitale salg, da mange familier nok ønsker at tage filmen med på mobilen eller en tablet på køreturen sydpå eller i sommerhuset – så er freden da sikret et par timer”  
De mange fans af Ternet Ninja har masser at se frem til da ’Ternet Ninja 2’ bogen netop er blevet udgivet.

DIGITALT KØB & LEJE

Flere og flere danskere har fået øjnene op for at man kan købe og leje film digitalt på filmtjenester som bl.a. Blockbuster, iTunes, Viaplay og Google Play.

Digitalt køb: Når man køber en film digitalt, ejer man den og kan se den så mange gange man vil – ofte nogle uger før filmen kan lejes digitalt. Mange tjenester giver også mulighed for at downloade filmen og se den offline f.eks. når du rejser.

Digital leje: Når man lejer en film digitalt, kan man se den indenfor en kortere tidsperiode, typisk 1-2 dage.